THURØ 33 KLUBBEN




BEMÆRK: Denne side er alene et snapshot fra klubbens oprindelige hjemmeside i december 2019 med alle forbehold.
 
 
08.05.2011
af Jørgen Andreasen:


Teakdæk eller dæk af syntetisk materiale?
Jeg skal være den første til at at sige, at intet er så kønt som et godt lagt teakdæk.
Men når man står foran udskiftning af teakdækket, som nu har holdt i 35 år, må man foretage nogle valg.
Er man noget oppe i årene og kan se en ende på sejleriet (lad det vare længe), må man se i øjnene, at en investering i et nyt teakdæk ikke kan svare sig økonomisk, hvis man da ikke laver det selv, eller måske får det lavet i Polen o.s.v.
Som Sonja Walsted siger, ”skal du afhænde båden inden for ca 5 år,  glem alt om nyt teakdæk”.
Så kunne man måske sælge båden, men når man nu godt vil sejle i denne dejlige skude, kan løsningen være et billigere nyt dæk af syntetisk materiale.
Det valgte jeg, og det bliver et FLEXITEEK produkt. Det skulle ligne teak, men rigtige træfolk ved nok bedre!
Forhandleren er Scandinavian Yacht International ApS i Glostrup, som man laver aftalen med.
Flexiteek har en hjemmeside, hvor der er en masse beskrivelser og billeder at dækkene.
I mit tilfælde koster dækket 75.000 incl. moms og det er incl. belægning på dæk og i cockpit.
Flexiteek laver skabeloner, fremstiller dækket og limer dækket på.
Jeg skal selv fjerne eksisterende teakdæk, dæksbeslag og genmontere disse m.m. Jeg skal også selv spartle dækket op, således at dæk og skandæk er i niveau. Flexiteekdækket er 5 mm tykt.
Jeg havde også et tilbud på jobbet med at fjerne eksisterende teakdæk på 24.000 ex. moms. - Om de også genmonterede beslag var uvist.
Jeg har underholdt firmaet med, at det var heldigt for dem, at de ikke skulle fjerne eksisterende teak m.m., for det ville de have tabt penge på. - Det er et HELVEDES arbejde.
Jeg tror ikke Walsted bådene er beregnet til renovering af almindelige mennesker?
Efterstående billeder viser lidt om processen, som gerne skulle være færdig til ministævnet i Øresund!!
(Men jeg synes, det kommer meget tæt på)

klik på billederne for fuld størrelse.
12.10.10
Båden skulle hjem i haven og ville blokere adgang
til vejen. Derfor skulle havearbejdet være i orden
først, ellers skulle træer og buske slæbes igennem
værkstedet ud til containeren.
Vi sejlere er vist ikke så gode til at holde haven i orden.  Så engang imellem skal den have en ordentlig tur!!
21.11.10
For at skuden ikke skulle rage for højt op, gravede jeg et hul på ca 75 cm. Og der er faktisk meget jord. Her er stativet kommet i jorden og jeg udmåler nøje placeringen, da der ikke er meget plads til hus og hæk.
23.11.10
Naboerne kiggede noget, da kranbil m/båd blokerede vejen i en periode. Og jeg lettede tegnebogen med 2.000 kr
Ja, det havde jeg. Havde også garderet mig med naboen om en aftale om midlertidigt at fjerne noget af hækken. Men heldigvis er hækken passende skæv, så det gik lige.
Har jeg nu målt rigtigt??
23.11.10
Jeg forudser  udfordringer ved byggeri at vinterhus i
siderne. Og hvad skal vi egentlig med den bunke jord i haven?
03.12.10
Ja, når man ikke kan få snøvlet sig færdigt må det blive vinterbyggeri. Men hvem pokker kunne også vide, at vinteren kom så tidligt i år?

03.12.10
Jeg måtte anskaffe mig en fejebakke af jern for at kunne skovle al den sne ud af cockpittet

08.12.10
Huset tager form. Jeg beklæder siderne med billig plast
08.12.10
Jeg var glad for at have noget at støtte mig til.  Der var ikke ryddet forskriftsmæssigt for sne og is på dækket.
Selve spærrene er bådens vinterrig, der sættes ned i scepterfødderne.  Trælasten havde et godt tilbud på kasseret træ, jeg sagtens kunne anvende. Der går alligevel meget til og mange skruer.
11.12.10.
Så blev huset færdigt og hustruen inspicerer. Læg mærke til de bare fusser i h2o'erne.
Noget af sneen er også smeltet
13.4.11
Mikkel fra dækfirmaet klistrer pap på dækket for at lave skabeloner
Hjørnerne kræver en særlig teknik.

-rappe håndtatoveringer!
Det var så det teakdæk. Ca. 1800 skruer var der i dækket. Hertil kommer bolte til skødeskinner m.m., så ialt er der ca 2000 huller at lappe.
Heldigvis havde den tidligere ejer haft propperne op og sat nye skruer med krydskærv noget lavere ned.
Enkelte gamle skruer var med lige kærv og det var ikke så morsomt at få disse skruer op. Teakken sad godt fast nogle steder, og andre steder gik det nemmere, men der skulle arbejdes for sagen.
Et hulbor på en vinkelsliber omkring skruen og en skruetrækker på, så var proppen ude. Og selve udskruningen af skruerne gik nemt.
04.05.11
Lapningen af hullerne og opspartlingen af dækket er i gang. Jeg anvender en to-komponent epoxy fra West system. Pro-set 185/285, som er nem at arbejde med, men rasende dyr, ca 9.000 for 31,5 kilo.
Jeg havde regnet med at skulle spartle hele dækket op med 5 m.m., men nøjes med at sparte op i kanterne ved skandæk og kahyt, da der er en god krumning på dækket. - Jeg har godt halvdelen af spartelmassen til overs - hvis der var nogle, der var interesseret i et godt tilbud?
04.05.11
Opspartlingen skal være præcis. Jeg brugte en træklods med et hak i og brugte skandækket som en leder, men måtte alligevel finjustere det lidt.
De steder omkring cockpittet hvor skandæk og cockpitkarm er tæt på på hinanden, skal der spartles mere op for at få en jævn flade. Og det tar' tid.
08.05.11
Mon ikke dækket kan finspartles i morgen. - Tiden indtil da udnyttes til fabrikation af nye kistebænklåger.
Jeg har fået glasfiberudskær fra møllevingehuse, hvor jeg limer to plader sammen for at få en højde, som jeg skal slibe lidt på, før det passer i niveau.
Hvis nogen mangler plader, sig bare til.
Jeg har lager!
Isbåden er også kommet i hus. Der skal ændres lidt på den til næste sæson. Mon ikke der kommer is igen?
15.05.11
Her limes kanter på kistebænklåget, som er utroligt stærkt. Problemet var bare denne gang, at jeg havde limet kantlisterne på oversiden af låget. - Eder og forbandelser og en ommer'.
23.05.11
Dækket kommer fra England i ruller. Der er også bredere ruller til fisk, skandæk m.m.
23.05.11
Dækslisterne smeltes sammen med ca 650 grader C og formes efter dækkets krumning.
Desværre er det ikke Carins dæk, der her er under fabrikation. Det påregnes færdigt i slutningen af uge 22. Vi må se i øjnene, at træffet i Øresund er uden Carins deltagelse.
30.5.11.
Øv, så røg Carins deltagelse i Øresundstræffet.
Dækket er endnu ikke færdigt, men påregnes klar i denne uge.
Der er stødt et bundstokkeproblem til, da jeg ville efterse kølboltene under mastefoden. De to bundstokke, den med skriuetrækkeren og den lige foran var gået løse, mest i bagbord side. Mastefoden var sunket ca  0,5 cm. Jeg kunne også se, at mastefoden buede nedad.
Har en teori om, at det er en skade fra den tidligere ejer, da han drønede ind i en sten og masten røg overbord, idet agterstaget ikke holdt. Man kan godt foretille sig, at der herved kommer et kraftigt tryk agterud på mestefoden og skottene..
Men det har vi da styr på, det løse er hugget ud. Jeg har fremstillet to ekstra skot, der limes til de bestående og alt forstærkes. - Men det tar' jo sin tid.
Jeg skal vist være heldig, hvis pinseturen skal foregå i egen båd?
31.5.11
Se, her er Carins dæk ved at blive fabrikeret.
31.5.11
Her er et udsnit af Carins dæk. De bruger mange vægte til at holde sammen på "listerne".
Klikker du på billedet kan du sikkert se, at  det er bagsiden af dækket der vender opad. - Så vi må da håbe, de har lagt skabelonen på hovedet.
Dækket skulle blive færdigt til pålægning i starten af uge 23.
- men pinseturen er vist smuttet!
6.6.11
Så er fisken ved at blive fixet.
- hunden er såmænd meget skikkelig, trods det lidt bistre look.
6.6.11
Så er dækket ved at være færdigt. De grå plader er vægte for at holde dækket i form
7.6.11
'Så er dækket ankommet i et stykke
Dækket rulles på plads. Mon det passer?
Det ser vist ikke helt tosset ud!
Dækket er en nøjagtig kopi af det gamle teakdæk
Rart, at jeg slipper for at lappe nåder og stave i det gamle teakdæk
En lille detalje. Læg mærke til den nye kistebænklåge med en kant foran. Intet af træ, intet der rådner.
16.6.11
Et af mine mareridt var genmontering af styrbor skødeskinne, hvor det var meget vanskeligt at klemme sine fingre ind mellem loftbeklædningen og pantryet og dækket for at holde på møtrikkerne. Men heldigvis fandt jeg ud af, at loftpladen kunne tages ned og det lettede. Men det  skulle gøres forsigtigt.
16.6.11.
Måske lidt svært at tælle, men der er altså 44 bolte ialt.
Jeg havde overvejet at få en længere skødeskinne og bøje denne  på samme vis som på de nyere thurøer, men da behovet er ringe, idet da vi jo alle sejler med rullefok, blev de nye skødeskinner monteret på  samme måde. Det blev alligevel nye huller i dækket. De gamle skødevogne kunne genbruges.
1.7.11.
Så lykkedes det endelig. Bådhuset er væk og båden færdig.  Så venter vi kun på vognmanden!
Jeg satte de nye klamper ud i siderne for bedre at kunne komme ned i forlugen og have muligheden for at have fortøjningerne direkte fra klampe til bolværk uden om klydsene. Så sover man bedre!  - Nu skal jeg finde en anden placering til spilerstagen, der ellers ville ligge ovenpå den ene klampe. - Ja, ændrer man på det ene, griber det ind i det andet...
8.7.11.
I må lige have "beviset". Carin blev søsat 7.7.11, hvor kranen kom kl. 06.35. - Vi nåede at få mast m.m.på og slæbt en masse ned i skuden. Jo, når man er tidligt oppe når man meget....
4.7.11

Slut på "historien".
Det blev alligevel en måned forsinket. Så et godt råd er at starte i god tid. Der går MEGET tid med afmontering og især genmontering af alle beslag mm. - Jeg havde et timeregnskab jeg ajorførte, men da jeg var nået til ca 320 timer, gik det efterfølgende i kaos. -
Man får mere og mere en forståelse for, at det ikke kan undgå at koste, hvis man ikke kan lave det selv.

CMS med søgemaskineoptimering og ehandel