THURØ 33 KLUBBEN




BEMÆRK: Denne side er alene et snapshot fra klubbens oprindelige hjemmeside i december 2019 med alle forbehold.
 

"Clementine" af Skive


Fra en af ejerne af "Clementine", Torben Sigh har vi modtaget:


Ohhh my Darling - ”Clementine”

Historien om ”Clementine” er såmænd ikke en af de mest kedelige. Denne originalt - og stadig røde, Thurø 33 er bygget som færdig båd hos Walsted i 1976, og leveret til en læge i Struer, som efter få år solgte den videre til en direktør i Aalborg. Derefter blev hun overtaget af Poul fra Kaløvig. Poul nåede lige netop ikke at fejre sølvbryllup med hende, inden vi overtog hende for nu snart tre år siden. Men til gengæld har han virkelig haft meget fornøjelse af hende. ”Clementine” har været i Caribien, Lofoten, Færøerne, i Haparanda, der ligger helt oppe i bunden mellem Sverige og Finland, samt rundt om Storbritannien. Han solgte fordi hustruen ville have plads til børnebørnene.

”Clementine” er naturligt nok udrustet med en del grej til langturssejlads. Det gælder bl.a. vindror med eget aftageligt spaderor, flåde, stævn- og hækanker samt diverse navigation. mv. Ellers er det en standardbåd med skabe i bagbord og pilotkøje i styrbord side. Hun har en Bukh MD20 motor, som kører fortrinligt. Dækket er udskiftet og er limet på. Det er flot og velholdt. Indvendigt er båden frisket op med lak. Dørken fremstår i originalt ulakeret teaktræ. Vi har sat et par helstål Andersen selftailing spil på, samt tekstiler som windbreaks rundt cockpit, bom-presenning med lazy-jacks, sprayhood, dækken til flåde mv. Vi har fået syet gennemgående sejlpinde i det nogle år gamle storsejl, og det fungerer fint. Siden har vi købt et helt nyt stel sejl i flotteste kvalitet fra DK Hyde Sails. (2012/2013) Desuden har båden en Garmin plotter med to stationer, en ved navigationsbord, og en på ruf under sprayhood. Båden har en ny selvstyrer m. trådløs fjernbetjening. Båden har også fået nyt søgelænder med rustfri stålceptre.

Nuværende ejere af Clementine er Dorte og Morten Sigh Larsen og Torben & Marlene Sigh. Dorte solgte i foråret 2015 sin Bianca 27, som hun havde gjort rigtigt pænt i stand, for at overtage halvdelen af Clementine fra de hidtidige partsejere. Båden ligger fortsat i skive, og med Torben & Marlene i Ejstrupholm, er det nu blevet noget lettere at have båd sammen. 

 

 

 

 
CMS med søgemaskineoptimering og ehandel