Internet om bord?
I denne moderne tid er det mere og mere almindeligt, at man tager sin PC med om bord for at kunne kommunikere med omverdenen, hente vejrudsigter og meget mere.
Mange havne har trådløst internet som service, nogle steder dog mod betaling.
Flere har selv en mobilopkobling til deres PC.
Problemet, som jeg har oplevet det flere gange, er den til tider utilstrækkelige dækning fra netudbyderes side. - Det gør det heller ikke bedre, at vi normalt sidder lavt nede mod vandoverfladen i vore både.
Vi skal være heldige, hvis vi i kahytten kan få en fornuftig internetforbindelse.
Det skal dog siges, at sendermasterne til stadighed udbygges for at give os bedre dækning.
Jeg selv har investeret i et modem fra ICE, som kører på det tidligere Nordisk Mobiltelefon net på 465 Mhz.
De fleste nuværende mobil internet kører på ca 900Mhz.
ICE reklamerer med et større dækningsområde grundet den lavere frekvens. Til gengæld har de p.t. færre sendemaster, men har også lovet udbygning med flere master.
I ICE-modemmet er der bøsning til en ekstern antenne for bedre dækning, og jeg har hidtil benyttet min VHF antenne, som jeg koblede til via en antennefordeler og fået en rimelig dækning, men har aldrig været helt tilfreds.
Min VHF antenne er en såkaldt dualband antenne, der både kan modtage VHF -frekvenser fra 156 - 162Mhz og mobilfrekvenser i området 890 - 960Mhz.
Tilfældigt snakkede jeg med en sejlerkammerat, som også havde ICE modem. Hans antenne var også en dualband antenne, men den var foruden VHF, afstemt til det gamle Nordisk mobiltelefon frekvens.
Han havde fuld dækning på antennen, uanset hvor han var henne!
Den sved! - Sådan noget kan jeg ikke tåle, og jeg satte himmel og jord i bevægelse for at anskaffe sådan en antenne. - Men de er ikke til at opdrive og en samtale med antennefirmaet Procom, gjorde det ikke bedre. Antennen var ikke en lagervare, men de kunne da godt lave en antenne til mig til en favørpris på 3.800 incl. moms.
ICE sælger kun en retningsantenne til f.eks.campingvogne o.l. og har ingen planer om at gå mere ind i antenneproblemet, men henviser til Procom.
Min nærighed bragte mig ud til diverse busselskaber for at undersøge, om de skulle have en gammel NMT antenne liggende, men desværre uden held.
Til sidst besøgte jeg en Sonofon-forretning og talte med den derværende tekniker og sammen gennemgik vi antennelageret og fandt en antenne, der sikkert kunne tilpasses.
Lykkelig var jeg - især da den var gratis.
Mere lykkelig blev jeg, da der var et procomnummer MU 9-XP4/h på den, og jeg på internettet kunne finde beskrivelsen af denne antenne, som kunne afkortes til at bruges på frekvensen 465Mhz.
Antennen har sikkert siddet på en bil i sin tid, men ved at fixe et egnet beslag og afkorte antennen til 32,25 cm, fik jeg en lille ikke ret meget synlig antenne i masten. - Og den virker!
Fra fysiktimerne i skolen husker vi sikkert at bøgelængden i meter er ligmed 300.000/frekvensen i kilohertz. Så de 32,25 cm er fremkommet ved 300.000/465.000 og delt med 2 for at få en halv bølgelængde, så der ikke kræves jordplan eller andet underligt.
Det skal lige tilføjes, at Procom sælger en antenne CXL 70-1/hs der passer til de 465Mhz. Den er set til kr. 895,00 incl. moms.
Men problemet er jo, at mange antenner i masten ikke er særlig pænt.
Der findes mange mobilabonnementer som dækker forskellige behov og man skal nok se sig godt for.
ICE dækker f.eks. også i Norge og Sverige og sådan kan man blive ved.
Men som nævnt, en billig og fix lille løsning kræver lidt søgning hist og her.
15.5.2010/
Jørgen ”CARIN"
Her er min lille gratis internetantenne.
32,25 cm lang.
Næsten usynlig i mastetoppen.
32,25 cm lang.
Næsten usynlig i mastetoppen.
15.11.2012:
Ice har for godt 1 års tid siden skiftet navn til Net1 i forbindelse med at nye ejere er kommet til.
Der er indgået en samarbejdsaftale med Dansk Sejlunion der betyder, at medlemmer af en klub under Dansk Sejlunion, kan opnå visse rabatter.
Se mere på www.net-1.dk og under Dansk Sejlunion.
Iøvrigt markedsfører de nu en bådantenne med 20 meter kabel til 499,00.
I år havde Net1 i Bellacentret en række gode tilbud, så mon ikke der også i år i Fredericia kommer nogle tilbud?
Ice har for godt 1 års tid siden skiftet navn til Net1 i forbindelse med at nye ejere er kommet til.
Der er indgået en samarbejdsaftale med Dansk Sejlunion der betyder, at medlemmer af en klub under Dansk Sejlunion, kan opnå visse rabatter.
Se mere på www.net-1.dk og under Dansk Sejlunion.
Iøvrigt markedsfører de nu en bådantenne med 20 meter kabel til 499,00.
I år havde Net1 i Bellacentret en række gode tilbud, så mon ikke der også i år i Fredericia kommer nogle tilbud?